Kulturnat Løjt lander Danskpoppens største stjerner

Det er to af de største stjerner fra øverste hylde af dansktoppen, der er trækplastre, når Løjt Kirkeby holder Kulturnat lørdag den 15. september.
Både Richard Ragnvald og Johnny Hansen lægger vejen forbi og giver koncert i henholdsvis idrætshallen og i teltet ved SuperBrugsen.
- Vi er stolte af, at Løjt som lokalsamfund kan mønstre to så store navne, siger Eigil List, formand for Løjtlands Fællesråd, der koordinerer de mange arrangementer til Kulturnat Løjt.
Men koncerterne med de to dansktop-koryfæer er blot toppen af isbjerget af arrangementer til Kulturnat Løjt, der trods sit navn begynder allerede fra morgenstunden:
Løjt Skole holder Åben Skole og afslutning på emneugen med minisamfundet Løjtstrup. Brandværnet holder åben brandstation. John Hinze åbner sin store samling af veteranbiler og samlerbiler i Garagen 12. Løjt IF holder kæmpe flagkonkurrence med store præmier på opvisningsbanen på idrætsanlægget.
Når sulten melder sig, kan aftensmaden blandt andet indtages i idrætshallen, hvor Løjt Juniorklub byder på helstegt pattegris og rulleskøjtedisco for byens børn.
Hele Løjt kommer med andre ord til at stå på den anden ende og Eigil List forventer, at rigtig mange borgere vil være på gaden hele dagen.
- Alle foreninger, institutioner og erhvervsdrivende i Løjt bidrager til Kulturnatten. Enten med arrangementer eller sponsorater. Det er fantastisk at opleve, hvordan alle parter arbejder sammen om samme mål. Vi bygger bro og skaber stærke fællesskaber og et levedygtigt lokalsamfund, siger Eigil List.
Det bakker Landdistrikternes Fællesråd op:
- Det glæder mig, at borgerne i Løjt Kirkeby har opnået den nødvendige støtte fra kommunen til at gøre det mere attraktivt at bosætte sig der. Det passer godt med de anbefalinger, Udvalget for levedygtige landsbyer, fremlagde tidligere på året, siger næstformand Karsten Gram, der repræsenterer Landdistrikternes Fællesråd til den officielle åbning af Kulturnat Løjt.
Åbningen af Kulturnatten kommer til at foregå klokken 10 på græsarealet foran idrætshallen. Her vil borgmester Thomas Andresen samtidig tage første spadestik til den planlagte områdefornyelse til over 6 mio. kr.
- Det glæder mig, at frivillige ildsjæle i Løjt har stablet en dag fuld af aktiviteter på benene. Det er vigtigt, at vi lokalt har ildsjæle, som kommunen kan samarbejde med og forankre projekter hos, og det har vi tydeligvis i Løjt. Det er ildsjælene her, der har det bedste afsæt for at føre tingene ud i livet – det er dem, der kender deres by bedst. Det samarbejde er vi rigtig glade for, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen.

Kulturnat løjt ildsjæle

Alle gode kræfter i Løjt er gået sammen om at arrangere en oplevelsesmættet Kulturnat lørdag den 15. september under temaet ”Vi bygger bro”. Fra venstre er det Majbritt Holm Nielsen fra Deutscher Kindergarten Loit Schauby, formand for Løjtlands Fællesråd, Eigil List, Jytte Roest Paulsen fra spejderne i Løjt Kirkeby, Peter Todsen fra Løjtlands Fællesråd, formand for Løjt