Skolens Løjtstrup-uge kulminerer til Kulturnatten

Når Løjt Kirkeby Skoles featureuge ”Løjtstrup minisamfund” afsluttes med åben skole til Kulturnatten lørdag den 15. september, er det et fint eksempel på Kulturnattens tema: Brobygning.
For når eleverne inviterer lokalsamfundet Løjt på besøg i minisamfundet Løjtstrup, bliver der nemlig bygget broer: Mellem skole og samfund, mellem generationer og familier og mellem teori og praksis.
- Alle de aktiviteter, vi har i Løjtstrup, er jo funktioner og færdigheder, som børnene kommer til at møde og bruge i det rigtige samfund. Eleverne får kendskab til arbejdsmarkedet og erhvervslivet. På den måde bygger vi bro ud i samfundet, samtidig med at vi inviterer lokalsamfundet ind på skolen. Det er en del af vores arbejde med at skabe Den Åbne Skole, siger skoleinspektør Merete Gissel.
Løjt Kirkeby Skole spiller en stor rolle som omdrejningspunkt for en del af Kulturnattens program.
Forældre og borgere kan i løbet af dagen besøge Løjtstrup og købe mad og varer for den lokale valuta Løjro. Og lige over for Løjt Kirkeby Skole, på græsarealet mellem hallerne og skolen, finder den officielle åbning af Kulturnatten finder sted klokken 10 med borgmester Thomas Andresen som hovedtaler. Herefter er der 1. spadestik til byudviklingsprojektet.