Børnene går og synger Kulturnatten i gang

Kulturnat Løjt bygger bro. Både mellem generationer og mellem institutioner. Og selv om der er flere arrangementer for børn, så syntes Jeanette Søgaard fra Løjtlands Fællesråd, at der manglede et fælles, samlende arrangement for alle de 0-6-årige børn i Løjt Kirkeby.
Derfor har Løjtlands Fællesråd taget initiativ til et børneoptog, hvor alle byens børn og institutioner er inviterede til at deltage og vække byen og synge Kulturnatten i gang.
- I Fællesrådet syntes vi, der manglede et arrangement, der forenede både dagplejebørn, småbørnsgrupper, børnehavebørn og indskolingsbørn fra de forskellige institutioner i samme aktivitet. Fra min egen barndom i Aabenraa kan jeg huske ”Sommer i By” som en fin børnetradition. Så det var inspirationen, siger Jeanette Søgaard.
Børnene samles til fælles opmarch på Brugsens parkeringsplads klokken 9. Et kvarter senere, klokken 9.15, sætter børneoptoget gang. Ruten går forbi forsamlingshuset, kirken, plejehjemmet og Skolegade for at slutte ved hallen og idrætsanlægget klokken 10, hvor den officielle åbning finder sted.
- Undervejs vækker vi byen med rytmer og en Kulturnatssang, som vi har øvet til lejligheden. Og hvis beboerne på plejehjemmet har lyst til at slå følge med os på den sidste strækning hen til hallen, så er de naturligvis meget velkomne til det, siger Jeanette Søgaard.
Børnene fra de forskellige institutioner er velkomne til at møde op med udklædning eller ansigtsmaling eller i institutionens t-shirts. Men Jeanette Søgaard gør opmærksom på, at det er børnenes forældre, der har ansvaret for deres børn under optoget.

Få et samlet overblik over hele programmet for Kulturnat Løjt 2018 her