Spejderne bygger kulturbroer – bogstaveligt talt

For Løjt Spejderne var der ingen tvivl om, at de ville være en del af Kulturnatten 2018.
- Vi er vigtig en del af aktivitetslivet i Løjt. Vi har mange børn, der bruger vores tilbud. Derfor vil vi selvfølgelig også gerne bidrage til at samle byen og være en del af fællesskabet omkring Kulturnatten.

Det er vigtigt, at vi står sammen og viser hvad vi kan som lokalsamfund – også udadtil, siger leder for Ulvegruppen, Jytte Paulsen.
Løjt Spejdernes bidrag passer som hånd i handske med Kulturnattens tema ”Vi bygger bro”:

Som en del af synliggørelsen af Kulturnatten har spejderne nemlig opført en meget synlig model af en hængebro ved rundkørslen på Bodumvej.
Men spejderne fortsætter symbolikken med aktiviteterne til selve Kulturnatten lørdag den 15. september. Her opfører spejderne nemlig en gangbro på aktivitetspladsen ved hallen, som man kan komme og prøve om eftermiddagen, når skoledagen er slut. På spejdernes aktivitetsplads vil der også være bål og bagning af pandekager og snobrød.
- Vi håber naturligvis, at det kan få endnu flere børn og forældre til at få lyst til at blive en del af spejderne, siger Jytte Paulsen.
Mød Løjt Spejderne på den græsklædte aktivitetsplads foran hallen fra kl. 14 til 18.
(Få et samlet overblik over hele programmet for Kulturnat Løjt 2018 her)